Adventure ski

Har du prøvet det med helikopter? Hvis ikke har du en kæmpe oplevelse til gode. SNE & SNÖ Skirejser har allieret sig med Frankrigs bedste heli-guider ved Chamonix Mont-Blanc og inviterer dig på flyvetur mod Alpernes tag. Vi skal ned på ski, naturligvis.

Vores udgangspunkt er det klassiske Hotel Buet i den uspolerede landsby Vallorcine på grænsen til Schweiz.

Så snart vejret tillader det, krydser vi grænsen i helikopter med kurs mod tinderne (heliskiing er forbudt i Frankrig af hensyn til naturen, men tilladt i Schweiz og Italien).

Vi flyver til den vidunderlige alpetop Petit Combin i nærheden af Verbier, eller op på Alpernes næsthøjeste bjerg, italienske Monte Rosa, eller måske til en helt tredje tinde. Det afhænger af vejret.

Cham1IMG_1939

Med bjerguide i Chamonix

Vi har desuden off piste med bjergguide på programmet. Her benytter vi os af Mont Blanc-massivet med dets store faldhøjder, de spektakulære bjergsider og den store snesikkerhed, mens vi nyder udsigten over eventyrlige klipper.

Den berømte franske off piste-skiløber, Bruno Compagnet, sagde engang om Chamonix, at det er det eneste sted i verden, hvor lifter giver adgang til et terræn, der kan sammenlignes med heliskiing i Alaska.

Tilbage i 1955 byggede franskmændene en futuristisk lift op til den sylespidse klippetop Aguille de Midi (3.842 meter over havet). Mange tager liften ned, men vores franske guider fører os sikkert over gletsjeren og ned igennem en fantastisk dal – Vallée Blanche. Tilbage i Chamonix har vi tilbagelagt næsten 3.000 højdemeter.

En lang række andre off piste-ruter er mulige, det afhænger af vind, vejr og dine specifikke ønsker. Det behøver ikke være stejlt, men det er afgørende, at du kan begå dig i dyb sne.

 

Cham5 Cham6Aguille du Midi med Mont Blanc i baggrunden. Vi skal ned fra spidsen.